Teamet i pressefotos.dk er fotojournalister, som har egen virksomhed (reglerne er de samme, uanset om de er freelancere eller selvstændige med CVR-nr.). Fotojournalisterne behandler forskellige personoplysninger i deres virksomhed. En af os har eks. taget et billede til en artikel for et dagblad eller til den fælles platform pressefotos.dk. Selve fotograferingen, billedbehandlingen og videregivelsen til mediet sker udelukkende i journalistisk øjemed. Fotojournalisten skal som dataansvarlig derfor kun sørge for, at han/hun har en tilstrækkelig datasikkerhed, så personoplysningerne ikke bliver udsat for angreb. De øvrige databeskyttelsesregler skal han/hun ikke forholde sig til her.
Fotojournalisten laver så en faktura til et medie. Han/hun finder oplysninger som navn, adresse og CVR-nummer på mediets hjemmeside. Mediet er måske et aktieselskab, og der er derfor ikke tale om personoplysninger. Oplysninger kan derfor frit indhentes af fotojournalisten, da databeskyttelsesreglerne ikke finder anvendelse. Nogle gange får fotojournalisten også oplysninger på en kontaktperson, fx navn, et personligt telefonnummer eller e-mailadresse. Det er personoplysninger, og så gælder databeskyttelsesreglerne. Oplysningen kan fotojournalisten få og opbevare enten efter aftale med kontaktpersonen, eller fordi fotojournalisten har en berettiget interesse. Et samtykke er derfor ikke nødvendigt.
Fotojournalisten er ikke forpligtet til at lave fortegnelser over de pressefotos med personer på, som han/hun har, fordi der er tale om arbejde i journalistisk øjemed, og pligten gælder derfor ikke.
GDPR: General Data Protection Regulation
Link til Dansk Journalistforbunds vejledning om datasikkerhed