Stemmen er den samme, lettere nasal og skarp, som altid. Snart 60 år på danske musikscener, blokvogne etc. har naturligt sat sig spor på chefen, som nu har rundet 73 år, men – et rovdyr er og bliver et rovdyr.. Peter ‘Ulven’ Belli er på sin afskedstourné – og proklamerer fra scenen, at man skal holde, mens legen er god, og – GOD, det er han… Til sin afslutningstourné – og altså også her i Frederikshavn, har ulven medbragt et dejligt, sympatisk og velspillende band ‘de Rejsende’, som består af Per Løkkegaard (guitar), Marcus Winther-John (guitar), Troels Skjærbæk (bas) og Jesper Thomasen (trommer). Erfarne og professionelle musikere, og allerede fra første fløjt fornemmer man, at de sammen med Peter Belli udgør et team, som bærer hinanden flot gennem koncerten. God stemning på scenen, ser man tydeligt…
Den autencitet, der hviler over aftenens koncert er slående… Vi er vidne til et potpourri af sange, som strækker sig over perioden fra 1964 – første pladeudgivelse et Stones-nummer, ‘You better move on’ som Peter Belli udgav sammen med sin dengang faste gruppe, The Rivals’ – og helt frem til i dag, hvor Peter Belli arbejder sammen med yngre danske kunstnere, som er kommet i fokus, bl.a. Magtens Korridorer, De eneste To og Rasmus Walther… Setlisten er bred og dyb. De stille numre afløses af god gedigen rock, og hele tiden har vi den autentiske stemme, som Peter Belli jo har som varemærke, og – stemmen fornægter sig ikke… Perioden, hvor dansktoppens sukrede stil kastede sig over alle danske musikere, blev behændigt udeladt denne aften… Vi skulle heldigvis ikke lægge øre til bl.a. Kurt Thybos Ingen regning eller sangen om Teddybjørn – næh, vi fik den autentiske Peter, der mellem numrene levende fortalte om sine oplevelser med rockmusikkens ikoner, som han mødte gennem årene… Eksempelvis, at Ray Davies (The Kinks) som havde stukket ham en plade i hånden og sagt, at “Du skal lave en dansk tekst… Så har du et monsterhit..!” .. Sangen var Helt igennem respektabel (A well respected man)… eller The Rolling Stones, som han turede byen med under deres besøg… Jow – der blev vist hældt både Four Roses og andet i halsen dengang… I dag var det danskvand og en dåsecola, der var med på scenen.
Scenen er Peter Bellis… Ingen tvivl om, at når han overlader initiativet til orkestret – hvilket han gerne gør -, så danser han selv rundt med lukkede øjne, og hænderne enten klapper af fryd over at være midt i musikken, eller også kan man se, han lægger an til at spille luftguitar – igen helt opslugt af musikken… Det er dejligt at se, og publikum vågner da også efterhånden op til dåd og lader sig forføre af deres vært – og helt spontant høres tilråb og applaus…
Ved koncertens slutning er applausen stående… Alle er oppe på fødderne og klapsalverne ikke til at tage fejl af… Peter Belli ser rigtig glad og rørt ud over at være blandt venner. Den mand har et hjerte for musikken og elsker sit publikum… Efter 2 ekstranumre siger vi tak for i aften – for en stor oplevelse…. Den sidste i en flot karriere.
10 ud af 10… Ja, publikum var ikke i tvivl om, hvad de syntes om aftenens koncert, som fandt sted i de hyggelige rammer i Det Musiske Hus, 9900 Frederikshavn.
Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk