Nye dimensioner
Nye dimensioner fra Rosanne Cash
Sange fra “The List” (2009) og “The River & The Thread” (2014) dominerede mandagens koncert i DR’s Koncerthus med Rosanne Cash og hendes mand, John Leventhal, men selv om sidstnævnte album er et absolut klimaks i Rosanne Cash’s karriere, så tilføjede hun nye dimensioner i form af sange skrevet til en kommende Broadway-musical, der viser, at den 62-årige amerikanske singer-songwriter langt fra har toppet sin formåen.
Ægtemanden John (“Vi har været gift i 22 år, nogle gange føles det som 23”) skriver musikken til musicalen og Rosanne sætter følsomme ord til numrene “The Henley Mill” og “Everyday Feels Like A New Goodbye”, og de to sange lover godt for den kommende Broadway-opsætning, hvor ikke mindst “A New Goodbye” vil blive et sentimentalt højdepunkt med en fars sang til sin unge datter.
Sangene fra “The River & The Thread” åbnede koncerten, og Rosanne Cash kunne ikke holde sig tilbage fra at fortælle, at for det album fik hun i 2015 hele tre Grammy-priser: “Tænk, at da jeg fik min første Grammy var Reagan præsident. Det var i ’85, så de kommer i cyklusser af 30 år”. Rosanne Cash spiddede den aktuelle politiske situation i USA med et “We Americans are useless, but we will come over it”. Sagt med selvironi og smil i stemmen, men Rosanne har aldrig holdt sig tilbage for at blande sig i den politiske debat. Hun var – og er – gennem mange år en ivrig fortaler for bedre våbenkontrol i USA.
Rosanne Cash greb dybt i den amerikanske sangskat og leverede nogle fine fortolkninger af country- og popklassikere som “I’m Movin On”, “Long Black Veil” (The Band-sangen, som Johnny Cash også har lavet en sublim udgave af”, Don Gibson’s “Sea Of Heartbreak” og ikke mindst nærmest en sublim udgave af Bobbie Gentry’s “Ode to Billie Joe”. I samtlige sange blev hun smukt bakket op af John Leventhal’s perfekte guitarspil, som på de helt rigtige steder blev krydset med overraskende skæve akkorder og greb, der viste den 65-årige melodimager, musiker og producer fra sin absolut bedste side.
Sangene fra “The List” lagde op til afslutningen af en koncert, som bedst kan betegnes som rigtig rar oplevelse med stilfærdige højdepunkter og små gode overraskelser. Der var en sej rytme og mesterlig elegance over Leventhal’s guitarspil i “Tennessee Flat Top Box”, som måske var det nærmeste Rosanne Cash kom med som hyldest til sin far, Johnny Cash. Og så sluttede det med Rosanne’s første single og måske største kommercielle succes, “Seven Year Ache” fra 1981.
Der var stående applaus fra et publikum, der hele vejen igennem havde følt sig i gode hænder og i tæt kontakt med Cash og Leventhal, som efter at have lagt en stor buket solsikker fra sig i sidekulissen kvitterede for bifaldet med to ekstranumre, hvoraf i hvert fald det ene kom i den grad bag på publikum. Først “500 Miles Away From Home” i en vokalmæssigt stærk udgave, og så – som Rosanne Cash sagde det – en sang skrevet af de to amerikanske roots-musikere Lennon og McCartney, nemlig “Things We Said Today”.
Om nogen repræsenterer amerikansk roots-music, så er det Rosanne Cash self. Meget mere dybde og intensitet i hendes stemme har gjort hende til en ypperlig vokalist med perfekte fortolkninger af både sine egne sange og det øvrige repertoire, hvoraf flere sange er hentet tilbage i starten af 60’erne, hvor Rosanne var en lille pige, der hørte pop og rock og blues fra de amerikanske radiostationer og med netop den baggrund har udviklet sig til at være meget mere end en country- og folksinger.
Rosanne Cash viste i Koncerthuset, at hun Amerikas måske bedste fortolker af sange om almindelige amerikanere i fortid og nutid. Og i fremtiden kommer hun på Broadway, så der går ikke 30 år igen, førend Rosanne Cash får sin næste Grammy.
Setlist, 31. juli i DR’s Koncerthus:
1. Modern Blue
2. The Sunken Lands
3. Etta’s Tune
4. A Feather Is Not A Bird
5. The Long Way Home
6. Dreams Are Not My Home
7. I’m Movin On
8. Long Black Veil
9. Sea Of Heartbreak
10. Blue Moon With Heartache
11. Ode To Billie Joe
12. The Henley Mill
13. Every Day Feels Like A New Goodbye
14. Bury Me Beneath The Weeping Willow
15. When The Master Calls The Roll
16. Tennessee Flat Top Box
17. Seven Years Ache
Ekstra:
18. 500 Miles
19. Things We Said Today
Tekst: Kurt Helge, pressefotos.dk
Foto: Bo Christensen, pressefotos.dk
Se yderligere fotos på vores facebookopslag om koncerten.