PER PALLESEN, FLEMMING JENSEN, AMIN JENSEN OG DARIO CAMPEOTTO – AKKOMPAGNERET AF KAPELMESTER ØYVIND OUGAARD

Aftenen bød på et vidunderligt gensyn med nogle af de største klassiske revyfigurer – men sat op i nye rammer.

Sjove mænd med slips er et humoristisk show, hvor Amin Jensen, Per Pallesen, Flemming Jensen og Dario Campeotto på skift indtager scenen med morsomme monologer og evergreens. De fire herrer leverede et skønt mix af stand-up, sketches og melodiøse sange. Det hele blev på fineste vis akkompagneret af kapelmester Øyvind Ougaard.

Blandt mange kendte og elskede figurer oplevede publikum Mathiesen i skikkelse af Per Pallesen, der kom forbi og afslørede “what he has in his task today”.

Vi oplevede bl.a. også Flemming Jensen’s monolog om skolelæren, der har det svært med alle nedskæringerne. Bogstaver der bliver skåret væk, så sproget bliver noget amputeret. En monolog der i sin tid gjorde Flemming Jensen populær i hele landet efter hans første TV-optræden.

Endvidere viste det sig, at det lykkedes den ene Jensen at forhindre den anden Jensen i at synge opera.

Disse og mange andre grinagtige indslag blev serveret for et veloplagt publikum i dette ”det bedste af det bedste-show”. – og så må vi jo endelig ikke glemme Dario, der skilte sig ud i forhold til de andre og derfor måtte finde sig i en form for kærlig mobning hele showet igennem.

Klapsalverne fra de ca 200 fremmødte publikummer var taktfaste og hyppige… Latteren brølede gennem salen gentagne gange, og til de, der valgte at blive hjemme denne fredag aften: I gik glip af en rigtig god motion for de glade muskler..

Foto og rapportering: Bo Christensen, pressefotos.dk

Se flere fotos fra showet her på facebook