”Hvilket nummer koncert var så det her?”
Måske ikke det mest intelligente spørgsmål at stille halvdelen af Brødrene Olsen efter en tilfældig optræden tidligt lørdag aften på den lille Banerock-festival i Fårup ved Randers. Men det skulle sætte gang i Jørgen Olsen, der var ved at pakke sin guitar bag i bilen efter en fin koncert i 27 graders varme, mens lillebror Niels Noller Olsen venligt snakkede musikfagligt med musikerne fra Østre Gasværk og Back In Black, der skulle slutte aftenen af foran 700 nu vældigt fornøjede publikummer, som råbte på ekstranumre fra Brødrene Olsen uden at vide, at den slags er der ikke tid til på en festival.
”Mener du, hvor mange koncerter vi har lavet gennem årene? Åh, det har jeg slet slet ikke overblik over. Vores management har måske, og skattevæsenet har i hvert fald, men det er mange. Husk på, at vi startede i 1965. Brødrene Olsen har for længst haft 50 års jubilæum. Over halvdelen af de publikummer, der hørte os i dag, var slet ikke født dengang.
Egentlig fantastisk at tænke på”, svarer Jørgen Olsen, der for 30 sekunder siden lignede en person, der havde travlt med at komme hjem, men som allerede nu virkede åben og fortællelysten med tankerne tilbage til dengang det hele begyndte.
”Tænk dig, 1965! Jeg var 15 år og Noller var 11. Vi havde allerede et par år tidligere startet et band, som vi kaldte The Kids, og vi skulle spille i KB Hallen som opvarmning til et af tidens hotteste bands. Der stod vi så og spillede vores single ”Can’t Stop Now”, og bagefter kom selveste The Kinks med Ray Davies og fyrede ”You Really Got Me” af fra toppen af alverdens hitlister. Det var vildt, helt vildt”.
Da Brødrene Olsen havde 50 års jubilæum for tre år siden, inviterede de faktisk Ray Davies, men fik aldrig noget svar. Til gengæld mødte flere andre ”gamle” popdrenge – Cliff Richard og Bjørn Ulvaeus – som i dag er en del af den klike, som Olsen-brødrene hænger ud med, når der er tid til det.
”Ja, det der med antallet af koncerter. Vi spiller mange hvert eneste år, men ikke så meget i udlandet, som vi har gjort. Tyskland, Sverige og Norge kommer vi ofte til, men det er ingenting at regne i forhold til perioden efter at vi havde vundet det europæiske Melodi Grand Prix. Det var kaotisk. Spændende, men også hårdt. Jeg husker den dag i dag, at vi sad i London og hvert tyvende minut kom en ny journalist og en ny fotograf ind for at få et interview. Når man sidder på den måde time efter time, så bliver man træt. Jeg så midt i det hele et skilt fortælle, at der var flyafgang til København. Så ville jeg bare hjem og kom til at græde. Så træt og udmattet var jeg”.
”Kan I blive ved med at holde til tempoet den dag i dag? 53 år på landevejen! Hvor længe kan I blive ved?”
”Åh, vi har ingen planer om at stoppe. For fire timer siden gik vi på scenen i Skive, og nu for én time siden her i Fårup. Vi elsker det. Når man står foran et publikum, der jubler, danser og synger med, så er det alt besværet værd. Det vil vi ikke undvære for noget som helst, og hvad skulle vi i øvrigt ellers lave? Det er det, vi kan”.
”Vi er popmusikere. Jeg ved godt, at det i finere kredse ikke er et arbejde, der kalder på den store anerkendelse. Eliten vil hellere i operaen, men jeg synes faktisk, at vi popmusikere burde have mere opmærksomhed fra kultureliten. Vi spiller for folket. Se de mennesker ude på pladsen. Det er dem, der holder Danmark i gang. Dem har vi stor respekt for. De betaler selv deres underholdning, og der bliver ikke bundet 1200 kr. i halen på hver eneste billet, som tilfældet er det i operaen”.
”Var det en smutter eller noget du står ved?”
”Du kan tro, jeg mener det. Nogen skal sige det højt, og det har jeg intet imod at gøre”.
Snakken falder igen på Ray Davies.
”Ham ville jeg gerne have mødt, men Ray og The Kinks betød selvfølgelig mere for os, end vi gjorde for dem. Vi spiller stadigvæk ”Sunny Afternoon” som en hyldest til hans fantastiske sange. Men det blev aldrig til et bekendtskab, og så sker det nok heller ikke i dag”. Ray Davies har ellers opholdt sig meget i Danmark, hvor hans bror Dave har været dansk gift. Bassisten i The Kinks, Pete Quaife, var også gift med en dansk pige og boede 10 år i Danmark, inden han døde i 2010. Ray selv har haft en turbulent tilværelse med mange depressioner, ligesom han blev såret af skud i New Orleans i 2004.
”Har du læst hans bog ‘X-Ray’, som rent faktisk er en spændende historisk biografi, hvor han skriver om sig selv i tredje person?”
”Læst en bog? Åh nej, kan vi ikke snakke om noget andet”, storsmiler Jørgen Olsen, mens han tydeligt stadigvæk tænker på Kinks-helten og den skæbne, Ray har været udsat for gennem årene. Men nej, tiden er ikke til at snakke om andet og mere på 10 minutter.
En jævnaldrende fan står med et originalcover af Brødrene Olsens første album fra 1972 og venter på en autograf. Den får han – og en lille hyggelig snak oven i købet. Den formidable lydmand Johs. Stærk har stået og lyttet med til snakken om Brødrene Olsens 50 års jubilæum og fisker et billede op fra tegnebogen. Det viser Johannes Stærk som 4-årig, hvor han debuterede, så det billede er 59 år gammelt fra dengang, Stærk vandt en amatørkonkurrence med en præmie på 50 kr. Og med det minde kunne de to gamle popdrenge pludre om ‘Åh Marie, jeg vil hjem til dig’ og andre fælles musikalske bekendtskaber fra popmusikkens barndom.
Noller har nu løsrevet sig fra hyggestunden med de andre musikere og mener, at det må være på tide at sætte fart mod Sjælland. Der kommer en ny dag i morgen – og nye koncerter. ”Vi spiller for alle, der har lyst til at høre på os. Udendørs på større og mindre festivaler. I små klubber. I haveforeninger og såmænd også ved private sammenkomster for de, der har råd til det”, griner Jørgen Olsen, der slet ikke er det mindste træt til trods for, at han og Noller har givet som minimum 10.000 koncerter – og bliver ved mange år endnu.
PS: Brødrene Olsens optræden i Fårup var sprudlende, som i langt de fleste tilfælde. Brødrene var i topform, og det var høj international klasse, der blev leveret til publikum. En samling af deres egne allerbedste sange suppleret med deres udgaver af gamle hits primært fra 60’erne – det årti, der også var udgangspunktet for de to populære brødre. At samtalen varede ”bare” ti minutter er i øvrigt journalistens eget valg.
Tekst og foto: Kurt Helge, pressefotos.dk
